Udskift selv dine 12V halogenpærer til LED pærer
Det er ikke altid lige til, men her kan du få tips og tricks til en lavere strømregning.Hvordan skifter man fra 12V halogen til LED pærer?
Det kommer vi til, men måske skulle du tage dig tid til at læse lidt om de udfordringer, der kan være, når du skifter til 12V LED pærer eller LED bånd. Du kan springe alt det tekniske over ved at gå helt til sidste afsnit.
Der findes mange typer 12V installationer. De mest almindelige er loftspots, belysning i underskabe, vitrineskabe og på badeværelser med lavt til loftet og andre steder hvor 230V ikke kan eller må anvendes. 12V installationer findes også i både, campingvogne m.m.
LED pærer er som udgangspunkt en 12V lyskilder, så man skulle tro, det var lige til, men det er det ikke hver gang. Her kan du se nogle af de faldgruber du kan møde, og læse hvordan du undgår dem, når du skal skifte til LED. Måske tænker du, at det virker helt umuligt, når du læser herunder - men det er det altså slet ikke, bare hæng på....
Lidt om 12V LED pærer
Som nævnt tidligere er en LED lyskilde typisk på 12V. Der findes dog særlige versioner på helt op til 40-50V. Det gælder faktisk også for 230V LED lyskilder, der sidder bare en lille driver i fatningen. Driveren omformer fra 230V til 12V, men den vender vi tilbage til længere nede...
En 12V LED pære, som skal erstatte en halogenpære på 20W i en underskabsspot, bruger kun ca. 2W. Hvis du har 3 af dem og skifter til LED, ændres forbruget/belastningen altså fra 60W til 6W. Her opstår problemet for de fleste eksisterende installationer.
Transformeren - nu bliver det lidt teknisk
Når både dine halogener er 12V og de fleste LED pærer er 12V, så skulle man tro, at man bare kan trække halogenerne ud og stikke LED pæren i istedet for. Så nemt er det bare ikke altid.
Der findes dog enkelte 12V LED pærer fra Philips, som har indbygget elektronik /ballast, der sætter dem i stand til at fungere uden de udfordringer, som nævnes her i indlægget.
Ofte drives halogenpærerne af en transformer, som omformer 230V til 12V. De to mest udbredte typer transformere er henholdsvis elektroniske og jernkerne transformerne.
En elektronisk transformer (er typisk let og aflang i det), som sidder i de fleste nyere installationer, har typisk en minimumsbelastning på mellem 10 og 60W. Jernkernetransformere (er ofte tunge og klodsede) har ikke en minimumsbelastning, men de kan starte meget kraftig op. Begge typer er bygget til at drive netop halogenpærer, og de udsender strømmen i forskellige pulser med store udsving. Halogenpærer og andre glødepærer er generelt ligeglade med pulsens udseende, men en elektronisk lyskilde, som LED altså er, skal forholde sig til de pulser, som den modtager. Jernekernetransformere opfører sig nogenlunde sådan:
Kurve for en jernkerne transformer (engelsk) - kilde: LEDbenchmark
Kurven fra en elektronisk transformer kan se sådan ud:
Kurve for en elektronisk transformer (engelsk) - kilde: LEDbenchmark
Når du har 3 halogenspots á 20W - altså 60W i alt, så gør det ikke noget at minimumsbelastningen er 10W. Det gør heller ikke noget, at der er store udsving i kurverne. Udskiftes halogerne med LED pærer, og den nuværende transformer beholdes, så har du balladen.
Det sker med en elektronisk transformer: Den nye lave belastning på ca. 6W er ikke længere nok. Transformeren kan ikke tænde LED pærerne. Hvis du er over minimumsbelastningen, vil du i bedste fald få lys. De store udsving fra transformeren vil dog drille dine LED pærer, som måske vil blinke - eller endnu værre lyse fint i en længere periode, men slides op før tid.
Det sker med en jernkernetransformer: Belastningen er ikke længere et problem, men det kan de store udsving og ikke mindst den kraftige opstart blive. Du kan altså risikere at LED pæren omkommer øjeblikkeligt, eller ganske enkelt slides alt for hurtig - måske holder den kun 6-7 måneder.
Brug en LED driver
Med LED pærernes indtog på markedet har man derfor udviklet deciderede LED drivere.
LED pærer er som nævnt elektroniske, og de vil til enhver tid foretrække en helt stabil kurve, som en LED driver udsender. Her kan du se en sammenligning mellem en elektronisk transformer (gul) og en LED driver (hvid). Læg mærke til at udsvingene er markant mindre for LED driveren - på andre drivere er der nærmest en helt flad vandret streg.
Uden alt det tekniske
Når du skifter til LED, så bør du også skifte til en LED driver, eller en transformer som er beregnet til LED. Enkelte Philips 12V LED pærer har indbygget en patenteret elektronik, som modvirker ovenstående udfordringer. I langt de fleste tilfælde er den eksisterende transformer dog kun beregnet til halogen.
Husk at en transformer altid skal placeres, hvor der er let adgang til den. Der skal være en lem, den skal være i et skab eller på anden vis være umiddelbart tilgængelig.
Sørg for samme ledningslængder og allerhelst ikke over 2 meter fra driver til lyskilde. Modstanden i ledningen kan påvirke lysstyrken, da LED pærer er mere følsomme. Derfor kan forskellige længder give forskelligt lys.
Når lyset skal dæmpes, så skal driveren også være dæmpbar - vær opmærksom på at de kan dæmpes på forskellig vis. Nogle skal dæmpes via et kiptryk, andre kan dæmpes via almindelige lysdæmpere.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst griber det an, så spørg din forhandler.
Se vores udvalg af LED pærer